Det går langsomt fremad med at redigere Kajsa og Lysets Rige. Et er at gå teksten igennem og rette til med beta-læsernes kommentarer i baghovedet, et andet er når jeg læser en sætning eller afsnit igennem og ikke helt føler at den sidder i skabet, så jeg skal til at finde en anden måde at skrive det på. I starten af kapitel 4 er der et afsnit, som jeg ikke helt synes sidder i skabet, så jeg prøver at finde en alternativ start på kapitlet. Nogle gange så kommer det med det samme og andre gange er jeg nødt til at vente og gå videre i teksten og senere vende tilbage og se på det.
Når man redigerer, så kan jeg nemt miste overblikket over hvad der skal rettes til, især hvis jeg er nødt til at springe over og vende tilbage. Derfor skriver jeg som regel ned hvilket kapitel og hvad der skal gøres, så jeg har en huskeliste over hvad jeg skal kikke på senere. Der kan også til tider dukke nye idéer op undervejs, enten noget som jeg synes skal tilføjes, men også hvad der skal ske i de kommende bind, så er det med at få tingene skrevet ned, imens jeg husker det.
Da redigeringsfasen er noget jeg decideret hader, er jeg nødt til at tage det lidt i etapper, hvilket betyder max et kapitel om dagen. Det kan så være at det ikke er hver dag at jeg redigerer. Men når jeg også skal kikke kommentarerne igennem samtidig med, så er der faktisk meget, som skal gøres, når man går gennem et kapitel.
Når jeg engang er kommet gennem denne runde, så kikker jeg det hele igennem igen, eventuelt sender det ud til en ekstern læser, alt efter hvad jeg føler om manuskriptet er klar eller ej. Så der er stadig lang vej igen, men jeg håber stadig på at jeg kan være igennem denne runde inden året er omme. Jeg krydser i hvert fald fingre.
Indtil næste gang
Susanne


