20. december

Uddrag fra kapitel 3

Nær en stor markedsplads blev de stoppet af en dame, der slet ikke passede ind i bybilledet. Hun havde en skriggul sommerkjole på. Ovenpå hovedet havde hun en hat så stor som et møllehjul, der var dækket med farverige blomster. Om halsen havde hun en stor halskæde. Ædelstene glimtede i sollyset og blindede Kajsa.

     ”Jamen, er det ikke Saphira!” udbrød damen og kom dem i møde med spredte arme.

     Hun omfavnede Kajsas mormor.

     ”Dav Dorthea, længe siden,” sagde Saphira med et smil og fik vristet sig ud af damens bjørnegreb.

     Dorthea kiggede på dem, som fulgtes med Saphira. Hun hilste smilende på David, som hun kendte ganske udmærket ud fra hvad Kajsa kunne se. Da Dorthea fik øje på Kajsa, klappede hun hænderne teatralsk sammen og tog dem derefter op til munden.

     ”Jamen er det lille Kajsa! Jeg har ikke set dig, siden du var spæd,” sagde Dorthea og kneb Kajsas kinder.

Kajsa vidste ikke, hvad hun skulle mene om Dorthea. Et vidste hun dog. Hun kunne ikke lide at blive hevet i kinderne som et andet pattebarn. Hun var trods alt femten, ikke tre år. Hun smilede anstrengt til damen, der blev ved med at bralre løs om, hvordan Kajsa var som spæd.

     ”Du var noget af det kæreste og jeg må nok sige at du er ved at vokse dig stor,” blev hun ved, men så greb mormoren ind.

     ”Vi må videre. Jeg kommer ned og besøger dig så snart vi er kommet på plads,” sagde Saphira og klappede Dortheas ene arm.

     ”Åh, ja og tag endelig lille Kajsa med. Det vil hun synes er sjovt,” svarede Dorthea og smilede stort til Kajsa.

     Før hun havde set sig om, var Dorthea forduftet.