Jeg er ved at være inde i en nogenlunde stabil stime for tiden, hvor mit fokus er på at få redigeret Kajsa og Lysets Rige (et kapitel om dagen og er nået til kapitel 22 ud af 31 kapitler). Så naturligvis betyder det at jeg også skal sørge for at skrive på bind 3 i Nóillión Sagaen. De seneste uger har jeg ikke skrevet meget, men lidt. Jeg er begyndt at skrive prologen og så er jeg lige blevet færdig med kapitel 10.


Jeg er stadig lidt spændt på længden, da Lémár skal ud på noget af en rejse, men hvis den bliver for lang, så har jeg planer om at dele den op i to dele. Nu må vi se, indtil videre er jeg på 70 sider. Indtil videre skal jeg bare fokusere på at skrive uden at tænke for meget på længden. Det går lidt langsomt, da jeg går og tvivler lidt i hvilken retning historien skal gå. Selvom jeg har målet planlagt, så er det mere vejen derhen, som jeg går og funderer over. Der er stadig nogle ubekendte, som jeg ikke helt kan gøre op med mig selv, for hvis jeg gøre en ting, vil det påvirke Lémár på en måde og hvis jeg vælger noget andet, så vil det påvirke ham anderledes. Så mine tanker går meget på, hvor vil jeg egentlig gerne have Lémár hen.


Det er tit, når jeg skriver og især med en hovedperson, at der kan være visse begivenheder, som kan påvirke karakteren i en bestemt retning og spørgsmålet er så om det kommer til at påvirke historien, så jeg skal til at lave hele slutningen om eller om det stadig kan gå. Jeg har den seneste måned sat en masse mindmaps op på mit klædeskab med de kommende bøger i serien, hvor jeg kan skrive ting mind, idéer m.m. for selvom jeg også har meget skrevet ned inde på computeren, så er det faktisk rart at have noget at se på, når jeg går forbi eller har brug for at se det foran mig.


Forhåbentlig kan jeg få skrevet noget mere på bind 3 i den kommende tid, når jeg ikke lige sidder og redigerer eller opdaterer hjemmesiden.


Indtil næste gang

Susanne