Mine veninder, som jeg jævnligt snakker Nóillión Universet sammen med, og jeg har en talemåde, når ens idéer til historien ikke er til at finde hoved og hale i, fordi idéer kommer som en løbeild - "Kaninerne løber rundt" og når de er løs, så formerer de sig hurtigt. Det er hvad der sker lige nu, når jeg tænker på den bogserie, som jeg har planlagt til når jeg er færdig med Nóillión Sagaen og ja, jeg ved godt at der er lang vej endnu, men jeg har levet og åndet den verden siden 2006 og der er mange historier i det univers, som jeg gerne vil fortælle (for der er flere end bare de to serier, som jeg allerede er begyndt at skrive på).
Jeg er næsten færdig med bind 1 i Pagten serien og godt i gang med bind 2, de seneste dage er idéer til bind 3 begyndt at indfinde sig. Selvom det er sjovt at komme på nye idéer til en handling, så bruger jeg faktisk rigtig meget tid på at gennemtænke enhver scenarie. Hvordan vil karakteren opføre sig, hvad vil vedkommende sige osv. Lige siden jeg begyndte at skrive, så har jeg ofte gennemspillet de forskellige scenarier, som kan ske i historien, det er ofte den måde jeg falder i søvn om aftenen. Jeg har altid været meget visuel, når det kommer til historier, både når jeg læser dem men også når jeg selv skriver dem. De skal helst kunne køre som en film i mit hoved ellers fungerer det ikke for mig.
Forhåbentlig kan kaninerne snart finde deres vej til deres bure igen, så jeg kan få lidt fred i hovedet, for der er godt overfyldt og det er ikke altid nemt at holde styr på dem allesammen, selvom jeg prøver at skrive dem ned, efterhånden som jeg får fanget en kanin.
Indtil næste gang
Susanne
