Der er mange forskellige tilgange til at skrive en historie og det kan være forskelligt fra bog til bog. Da jeg skrev Djævlens Kys var der mange omveje, oprindeligt startede den med at foregå i moderne tid og i Danmark, men efterhånden som jeg fik en dybere forståelse af Léontine og hendes historie, så ændrede bogen karakter og jeg besluttede mig for at starte fra begyndelsen og dermed fortælle Léontines historie gennem flere bøger og ikke kun med en.
Rosenalliancen var mere ligefrem, det eneste jeg ændrede var hvordan jeg fortalte historien. Hvor jeg i Djævlens Kys skiftede mellem Javier og Léontine i kapitlerne, så opdelte jeg Léonards og Léontines historie, siden de havde to meget forskellige veje i deres nye liv og så slutte af med at køre dem sideløbende i den sidste del af bogen.
Selvom jeg er begyndt at skrive på de kommende bind og endda forsøger at skrive på både bind 3, 4, 5 og 6 samtidig, da de går ind over hinanden på kryds og tværs, så kommer det også an på, hvad jeg egentlig vil med de forskellige historier. Oprindeligt havde jeg planlagt bind 4 til at have den dagbogslignende tilgang, den er jeg gået lidt fra igen.
Den ene side er hvordan historien bygges op, men også hvad der skal ske i løbet af historien. Med Rosenalliancen skrev jeg faktisk meget kontinuerligt og hoppede ikke for meget rundt i kapitlerne. P.t. går jeg og tænker diverse scenarier igennem, som sker meget senere i de forskellige bøger, så enten kan jeg skrive dem ned og så forsøge at finde frem til hvordan historien ender der eller også gemmer jeg dem væk bagerst i hovedet og håbe på at jeg kan skrive dem ned, når jeg engang kommer til den del af historien.
Det er tit, jeg kan bruge dage, uger, ja selv måneder, hvor jeg bare tænker på en bestemt handling i en historie. Jeg spiller den igennem i mit hoved, gerne om aftenen, når jeg ligger i sengen og skal falde i søvn. Så har jeg filmen kørende i hovedet, hvor jeg spiller de forskellige roller igennem og prøver at se det fra de forskellige karakteres synsvinkel. Hvad vil karakteren gøre her og her, hvad vil personen sige. Ja, jeg tænker endda selve beskrivelsen ind af omgivelserne, ansigtsudtrykkene.
Det kan være en langsommelig proces og sommetider frustrerende, især når jeg ikke helt kan beslutte mig for om hvilken retning handlingen skal tage og hvad konsekvenserne vil blive på den lange bane for de forskellige karakterer. Med Nóillión Sagaen har jeg stort set bestemt, hvad der skal ske med de forskellige familiemedlemmer i Nóil familien, med et par enkelte spørgsmålstegn ved et par enkelte, da jeg ikke helt kan bestemme om jeg skal være den slemme forfatter og bare slå et par stykker af dem ihjel på et eller andet tidspunkt, om nogen vender tilbage i live.
En ting er dog sikkert at der flyver mange handlinger gennem hovedet på mig for tiden, spørgsmålet er bare om de ender i de kommende bind af Nóillión Sagaen, ryger i et hemmeligt dokument eller gemt væk bagerst i hovedet.
Indtil næste gang
Susanne
