Ligesom der er dage, hvor inspirationen let kan findes gennem musik, oplevelser, film eller noget helt fjerde, så er der også dage, hvor inspirationen bare er væk og ikke kan findes nogen steder. Desværre så er det sådan i disse dage. Om det er på grund af tankemylder eller bare forfattertræthed ved jeg ikke.


Den seneste uge har jeg slet ikke kunne redigere på Kajsa og Lysets Rige selvom jeg har åbnet dokumentet og stirret på en side, så har lysten bare ikke været der, eller når jeg prøver at skrive, så sidder jeg og stirre på en blank side uden at der kommer noget ud. Jeg fik dog presset fire linjer ud på en af mine øvrige historier, men det ender nok med at jeg sletter dem igen.


Jeg har lige set en serie om fire unge, der hver især kæmper med at finde lysten og inspirationen i deres kreative liv om det er som manuskriptforfatter, filminstruktør, musiker eller filmanmelder. Ikke nok med det, så er der også livet som bare sender en ud på en rutsjebanetur. Den gav faktisk et godt perspektiv på det at være i den kulturelle branche, selv hvis man laver det man elsker, så er der sure dage, som man bare skal igennem. Dage, hvor kreativiteten bare ikke gider at komme frem. Dage, hvor man faktisk hellere vil gøre alt muligt andet end at sidde en vis antal timer foran skærmen og kikke en teskt igennem, som man har set igennem utallige gange, så den hænger en langt ud af halsen, velvidende at selv når den er sendt ind til forlaget, så er arbejdet ikke ovre.


De foregående gange hvor jeg har været i slutfasen af at sende et manuskript ind, så har jeg haft de her døde dage, hvor jeg fuldstændig mister lysten. For det første fordi det er ved at være slut på arbejdet og man skal til at sende den videre og for det andet tanken om at når manuskriptet er sendt ind, så kommer der med tiden en ny omgang redigering. Det er især ikke nemt for en, som ikke bryder sig om denne del af processen, men det er en nødvendig del for at få det bedste resultat i den sidste ende.


Jeg har altid været dårlig til at få kritik, det er blevet bedre med årene (især efter jeg begyndte at udgive mine bøger), men det er stadig hårdt, for jeg kan være noget stædig og sige til mig selv at det er ikke op til andre folk at sige, hvad jeg skal have med i mine historier og hvad der er godt eller skidt, fordi det er vigtigt for hvordan jeg vil fortælle min historie. Der er der enkelte gange, hvor jeg har sagt, det kan godt være at afsnittet bare er fyld eller hvorfor gør en karakter dette og det skal forklares, hvor jeg siger nope, det skal med eller det er ikke vigtigt for handlingen eller det er ikke noget, der skal afsløres endnu, hvis det sker, så kan jeg lige så godt stoppe med at skrive historien, for så er den forbi før den begynder.


Jeg har set noget lignende når jeg læser kommentarer til diverse serier, hvor seerne spørger, hvorfor gør karakteren ikke dit eller dat for at undgå et bestemt problem eller noget i den dur. Hvis det allerede sker i afsnit 2, hvorfor skulle man så lave en serie. En historie er fyldt med nye sidespring for at give den fylde og give den spænding, ja sommetider kan der være dele, der kan udlades, men andre gange så er der en mening med galskaben.


Indtil næste gang

Susanne