De seneste dage har jeg haft nogle meget livagtige drømme, drømme som inspirerer mig til nye historier. Jeg havde den samme drøm to dage i træk, hvilket er meget usædvanligt. Jeg vil ikke kalde det et mareridt, for det føltes som en film, hvor jeg spillede hovedrollen. Om det er fordi jeg har set visse serier på det seneste, ved jeg ikke, men den vækkede i hvert fald noget i mig. Nemlig en thriller. Det er ikke en genre jeg har bevæget mig meget i og kun normalt noget jeg er interesseret i når det kommer til serier eller film. Det er ikke en genre jeg læser særlig tit, så jeg er lidt på usikker grund angående den historie, som jeg nu er begyndt at skrive lidt ned til. Som sædvanligt er det ikke sikkert at den bliver til noget, men man kan aldrig vide.
Sidste nat havde jeg den mest naturskønne drøm, frodige skove, mystiske cykelstier der lå under vand. Det er ikke et sted jeg har set før, men hold da fast, hvis det eksisterer i virkeligheden, så vil jeg utrolig gerne derhen. Men det inspirerede lidt til min rejseserie, som jeg også arbejder på. Det er romantiske romaner, hvor hovedpersonen rejser et eller andet sted hen i verden og finder meningen med livet igen efter et eller andet er gået galt. Meget cliché, men det er også noget der typisk fanger mig, selvom det er set tusinde gange før.
Man kan vel kalde mig for en surrealistisk forfatter. Hvor Salvador Dalí blev inspireret til sin kunst gennem sine drømme, så kan man vel sige at jeg er det samme. Jeg henter inspiration over alt om det er fra virkeligheden eller mine drømme er underordnet, så længe det er noget som jeg finder interessant og kan se som en god historie, der bare mangler at blive fortalt.
Indtil næste gang
Susanne


